Erhvervslokalisering

Status: Bindende ramme Politisk status: Politisk godkendt Beslutningsreferat 22-6-2011

 

Erhvervslokalisering

 

For at sikre en positiv udvikling for Ærø, er det centralt, at erhvervslivets udvikling sikres gode rammer. Lokaliseringen af erhvervsvirksomheder er et vigtigt led i disse rammer.

Imidlertid kan erhvervslokaliseringen ikke ses isoleret. Især lokalisering af forurenende erhvervsvirksomheder kan give negative konsekvenser for omgivelserne - konsekvenser som miljømæssige gener for virksomhedernes naboer og forurening af naturen og miljøet somhelhed. Sådanne miljøkonflikter kan på sigt også virke hæmmende for erhvervsudviklingen. Lokaliseringen af erhverv bør derfor ske efter en samlet afvejning af alle relevante interesser, således at miljøkonflikter mellem forurenede virksomheder og deres omgivelser, i form af uacceptable miljøbelastninger, undgås.

Visse virksomhedstyper er kendetegnet ved, at de sjældent kan placeres i almindelige by eller erhvervsområder. Disse virksomheder, med særlige beliggenhedskrav, samt større enkeltanlæg, der må antages at påvirke miljøet væsentligt, kræver særlig opmærksomhed i forbindelse med lokalisering.
 
Erhvervsudviklingen er mange steder præget af en omstilling fra den traditionelle, miljøbelastende industri til nye vidensbaserede virksomheder. De nye virksomhedstyper er ofte mindre miljøbelastende, og kan placeres uden de betænkeligheder, som gælder ved placering af de traditionelle virksomheder. Der vil således tit være mulighed for samlokalisering af de nye virksomhedstyper med boliger, kontorer samt rekreative- og kulturelle aktiviteter m.v. Dette passer fint med, at de nye virksomhedstyper ofte har ønsker om at ligge sammen med andre funktioner på attraktive områder midt i byerne.

Retningslinjer

  1. Ved udlæg af arealer til erhvervsformål skal der sikres en passende afstand til eksisterende og planlagt støjfølsom arealanvendelse, så virksomheder i erhvervsområdet kan overholde Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser ved disse arealer. Desuden skal det ved udlæg af nye støjfølsomme arealanvendelser sikres, at der fastlægges nødvendig afstand til eksisterende og planlagte erhvervsarealer, så Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser kan overholdes. Såfremt der i forbindelse med arealudlæg forventes problemer med luft- og lugtforurening, skal der redegøres for problemet og hvordan det forventes løst. Der skal således tilstræbes en forebyggelse af luft- og lugtforureningsproblemer.
  2. Ved udlæg af arealer til erhvervsformål skal det fastlægges, hvilke virksomhedstyper, der under hensyn til omgivelsernes følsomhed, kan placeres i det nye område.

  3. Der kan ske udlæg af arealer til blandede formål (bolig og erhverv). Der må i sådanne områder alene placeres mindre værksteds-, lager-, kontor- og servicevirksomhed, som ikke belaster de omliggende boliger med nævneværdige gener.

  4. Ved udlæg af arealer til egentlige erhvervs- og industriområder skal det præciseres, hvorvidt der kan indrettes boliger i tilknytning til virksomhederne i området eller ej. Såfremt der tillades boliger i tilknytning til virksomhederne, skal det tillige præciseres, at tilladelse kun kan gives - i konkrete tilfælde - hvis det kan dokumenteres, at virksomhedens forsvarlige drift kræver, at der udenfor normal arbejdstid er en person tilstede i virksomhedens umiddelbare nærhed.

  5. Der må ikke placeres ny støjfølsom arealanvendelse indenfor de på kortet viste støjkonsekvensområder for virksomheder, før der er foretaget en nøjere vurdering af mulighederne for at overholde Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser samt de økonomiske konsekvenser herved.

  6. Udpegning af arealer til virksomheder mv., hvortil der af hensyn til forebyggelse af forurening må stilles særlige beliggenhedskrav, skal ske på baggrund af en konkret vurdering af omgivelsernes miljøfølsomhed.

  7. Omkring eksisterende og planlagte områder for virksomheder med særlige beliggenhedskrav, for hvilke der ikke andet steds i kommuneplanen er fastlagt særskilte konsekvensområder, udlægges der konsekvensområder på i udgangspunktet 500 m. Ændring af konsekvensområderne må bero på en konkret miljømæssig vurdering. Inden for konsekvensområderne må der ikke etableres forureningsfølsom arealanvendelse, medmindre det gennem nærmere undersøgelser er dokumenteret, at dette er miljømæssigt acceptabelt, og herunder, at Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser kan overholdes.

  8. Risikovirksomheder må ikke etableres eller udvides væsentligt hvis afstanden til eksisterende risikofølsom arealanvendelse er mindre end 500 m, med mindre det er vurderet, at risikoforholdene kan betragtes som acceptable. Omkring risikovirksomhederne udlægges konsekvensområder på i udgangspunktet 500 m. Ændring af konsekvensområderne må bero på en konkret risikovurdering. Indenfor konsekvensområderne må der ikke etableres risikofølsom arealanvendelse, medmindre det er vurderet, at risikoforholdene kan betragtes som acceptable.

  9. For virksomheder der kan være grundvandstruende gælder: Særligt grundvandstruende aktiviteter skal placeres uden for områder med særlige drikkevandsinteresser og uden for indvindingsoplande til vandværker, der ligger uden for områder med særlige drikkevandsinteresser. Aktiviteterne skal også placeres kystnært på arealer, hvor grundvandet strømmer ud mod kysten. Sekundært skal aktiviteterne placeres i nærheden af vandløb for at minimere den grundvandsressource, som vil kunne blive forurenet ved uheld eller lignende. Såfremt en kystnær eller vandløbsnær placering ikke er mulig, f.eks. af hensyn til landskabs- eller naturværdier eller fiskeri, kan der vælges en lokalitet, hvor grundvandets kvalitet gør det uegnet som råvand til vandforsyning, eller hvor grundvandet er godt beskyttet af lerlag. I alle tilfælde skal der etableres et beskyttelses og overvågningssystem, hvis omfang afpasses efter lokaliteten og de truede grundvandsressourcers mængde og kvalitet.

  10. For virksomheder der kan være grundvandstruende gælder: Virksomheder, der oplagrer, anvender eller fremstiller olie og kemikalieprodukter bør placeres uden for indvindingsoplande til vandværker. Ved placering i vandværkernes indvindingsoplande skal en vurdering af forureningsrisikoen godtgøre, at placeringen er forsvarlig. Der skal etableres særlige beskyttelsesforanstaltninger og overvågningssystemer, hvor der er særlig risiko for grundvandsforurening. Kommunalbestyrelsen skal anvise løsningsmulighed for omlægning af indvinding til almen vandforsyning der må ophøre som følge af stor risiko for forurening.

  11. For særligt vandforbrugende erhverv gælderpå grund af de begrænsede vandressourcer på Ærø, at der som hovedregel ikke kan forventes tilladelse til etablering af nye, mere vandforbrugende industrier: 

    Arealer, der i en kommuneplan udlægges til særligt vandforurenende erhverv, skal optages kommunesn spildevandsplan.

  12. Spildevandet fra virksomheder placeret på arealer til særligt vandforurenende erhverv skal i videst muligt omfang tilsluttes det kommunale centralrenseanlæg for det pågældende område. Udnyttelse af sådanne arealer til særligt vandforurenende erhverv kan først ske, når spildevandsafledningen kan foregå til et renseanlæg med tilstrækkelig kapacitet og under overholdelse af recipientkvalitetsplanen for den anvendte recipient. Etablering af særskilt spildevandsudledning fra en virksomhed til recipient bør normalt undgås, men vil efter ansøgning blive vurderet i forhold til de lokale recipientforhold og en samfundsmæssig/teknisk vurdering af fordele og ulemper ved en direkte udledning.

  13. Udledningen af spildevand fra særligt forurenende erhverv skal i videst muligt omfang søges begrænset ved anvendelse af renere teknologi og vandbesparende foranstaltninger, dernæst via rensning ved kilden.