Infrastruktur og transport

Status: Politisk vision Politisk status: Politisk godkendt 15-10-2008

 

Vision 2013

Færgeforbindelserne er Ærøs ene livsnerve. Færgerne har kort overfartstid, lave takster og en sådan hyppighed, at der bl.a. er mulighed for pendling fra og til øen på arbejde. Ærøs anden livsnerve er et højhastighedsfibernetværk, der forbinder alle husstande på Ærø med den internationale informationsmotorvej. 

Begrundelse

Når vi på Ærø ligger en times sejlads ude i Østersøen, og vi er for få folk til, at alle livsbehov kan opfyldes inden for øens grænser, så bliver infrastrukturen i forhold til omverdenen en vigtig brik i spillet. Den fysiske infrastruktur skal kunne flytte varer, personer og biler hurtigt og billigt til og fra hovedtrafikårerne på Fyn og Sønderjylland, og vi skal have mulighed for persontransport til og fra øen med mindre fly året rundt. Den informationsmæssige infrastruktur skal have mindst lige så god en båndbredde, som i de tæt befolkede dele af Danmark, og fibernettet skal udbredes til alle boliger på øen.